hvor skyggerne tilbeder - vallerie

t: kl 20:00
S: ved døren foran kirken
v: blæser og stormer og regner kræftigt
O: nogen mennesker at se nogle steder
Å: efterår


det blæste kræftigt og regnede som om hele himlen var utæt og den mørke gamle kirke så mere uhyggelig ud end den så ud om morgen og lydende fra kirken ville få de fleste mennesker til at løbe deres vej men der var på ingen måde nogle der ville kunne finde hjem i det vejr som der var kommet meget hurtigt.

Vall trådte ind i kirken, hun var drivvåd, alt ved hende var vådt endda også hendes engle vinger. Hun skulle aldrig have prøvt på at flyve hjem, "typisk mig at gøre sådan noget..!" Mumlede hun irriteret og fik det værste vand ud af hendes vinger inden hun fik dem ind i ryggen igen. Hun kiggede rundt i kirken, for at se om der var nogen, hun havde endlig ikke lagt mærke til drengen som stod ved porten(døren) ind til kirken, hun havde blot gået videre uden at tænke over det.

//Sorry jeg først svare nu, min mor havde sendt mig ud og gå med vores hund//

// det gør skam ikke noget //

der var lys inde i kirken også selv om at der kun var den drengen der sad henne ved alteret han havde sort tøj på men det eneste man kunne tydeligt se på ham var hans halv lange strittende sorte hår men det var underligt at så sent på dagen i en kirke der havde rygter om at være hjemsøgt af onde ånder at der ville være nogle levende væsner i den.

Vall kiggede nysgerrigt rundt i kirken, hun regnede ikke emd at der var nogen. Hun smilte stille for sig selv, og bestragtede kirken med store øjne, selv om hun nærmest altid var gået forbi kirken, havde hun kun nogle få gange været trådt ind i kirken.. Hun blev ved med at se rundt, til sidst endte hendes blik ved alteret, hendes blik gennemsøgte alteret for at se om der skulle være nogen. Og det var der, et smil spredte sig på hendes læber i mens hun betragtede personen. Personen var klædt i sort, og havde strit hår. Hun betragtede stille personens strithår, der var ikke så mange piger igen som gik med strit hår så hun gik ud fra at det måtte være en dreng.

"og hvem har vi så her vis jeg må spørge?" spurgte drengen ved alteret hans stemme var fin men også meget klog og i det han vendte sig om for at se på hende viste det sig at han havde en maske på den var hvid som alle andre masker men den her havde horn og var dækket af et sort stof foran munen og helt op til næsen og dækkede også næse borene.

Der gik lidt tid hvor Vallerie stod bom stille og betragtede drengen, som nu havde vist sit ansigt. Han havde horn og en eller anden form for maske på. "Øh hvem jeg er? Det er da mere passende hvis du siger dit navn først, men så lad gå.!" Sagde Hun og kiggede på drengen. "mit navn er Vallerie Rose James, men bliver kaldt for Vall..!" Sagde Vall med lidt kølighed i stemmen.

"ahh en venlig sjæl det er noget der bliver mere og mere sjældent at se omkring og især her ved den her tid men mit navn er sakref morladin" da han havde sagt sit navn så bukkede han for hende som man gjorde i de meget gamle dage han kiggede på hende med hans flotte grønne øjne som på en eller anden måde lyste under masken som små stjerner på en mørk skyfri nat.

"Mystisk navn de har!" prøvede hun på at sige på en lidt venlig måde, "men hyggeligt at møde øh dem..!" Sagde hun og så på ham.

"hyggeligt at møde dig også vallerie" sagde han til hende "men hvad laver du her ved den her tid på dagen?" spurgte han hende og satte sit hovede på skrå fordi han undrede sig over hvorfor hun faktisk var her da det regnede og stormede udenfor som en gal.

"Jeg havde troet at jeg kunne flyve hjem, men jeg anede ikke at der ville komme sådan et kraftigt vejr som vi har nu..!" Svarede Vall ham, "må man få at vide hvad du så laver her?" Spurgte hun ham om, et direkte spørgsmål. Hun betragtede ham stadigvæk mest af alt for at finde ud af hvilken en race han var, men hun kunne mest finde ud af at han var af en blanede race som hun også selv var..

"nååå jeg var skam lige igang med at give en tale til de andre der er her" sagde han og rækte sine hænder ud i luften men mærkeligt nok var der ikke nogle andre at se så det var lidt uhyggeligt.