den stille nat - zoey

sted: på gaden i parken
tid: lidt efter solnedgang
årstid: midt om foråret
vejr: det er skyet og blæser let
omgivelser: masser af træer og nogle få bænke og gade lamper der lyser men ingen folk at se

det er mørkt det eneste lys er fra gade lamperne og vinden blæser så træerne laver hyle lyde og bladende rasler oppe i træerne men ellers var natten stille der var ikke nogle personer der kun den stille nat.

Zoey som var en høj smuk pige havde endelig fået mulighed for at kommer ud. Hun var så træt at solskins dage hvor hun bare kunne side på sin flade inde i sit hus, uden at kunne komme ud. Hun havde besluttet af drakja var der hvor hun ville flygte hen i nat, og hun gik nu ned af en af drakjas gader, uden at vide hvor hun gik hen. Et suk slap over hende læber, og i det samme lugtede hun et menneske. Hun havde drukket i forgårs og var heldigvis ikke sulten, men noget trak hende mod lugten. Det var nemlig ikke kun menneske der var også noget dæmoon over det. Fra et hjørne stod Zoey og betragtede drengen der lignede en på sin egen alder.

sakref sad på en af bænkene i nærheden af en af lamperne der lyste i mørket og der sad han og tænkte på hvad han skulle have fordi han havde siddet der fra solen gik ned til nu og bare kigget ud i nattens stille mørke
men han mærkede pludslig at nogle kiggede på ham og han vente så sit blik imod den smukke unge pige der stod og så på ham man kunne ikke se hans ansigt for den maske med horn han altid gik som var dækket halv til med et stykke sort stof for munden men man kunne se hans halv lange strittende sorte hår der dukkede op efter masken.

Zoey kiggede på ham, og trådte ud i lampernes skær da han kiggede på hende. *busted* tænkte hun og et smil bredte sig på hendes læber. Hun kunne self godt have gjordt så hun ikke bleb opdaget men det gjorde hun ikke. Zoey som idag var iført sorte jeans, og en blå og grå stripet bluse(se billede/ava). Hun smilte og gik over mod ham. Hun gennemsøgte hurtigt hans hjerne. "hej Sakrf Morladin" sagde hun og smilte mntert.

han kiggede på hende da hun gik hen til ham og han kiggede meget intressant på hende da hun sagde hans navn "der er vist en der enten har hørt om mig eller har en bestemt evne har jeg ret?" spurgte sakref den flotte pige der var foran hende. sakref som altid havde sit sorte tøj på med handsker og det hele (bare kig på billed )

Zoey smilte og nikkede. "ike dårligt gættet" sagde hun og smilte. Hun smilte og kiggede på bænken. vis hun ikke havde været vampyr havde hun nok sat sig, men nu havde hun intet problem med at stå. Det var mindst lige så behagligt som at stå. "Jeg hedder Zoey" sagde hun og smilte let. Det var lidt ondt hvis hun vidste hvad han hed og han ikke vidste hvad hun hed..

"rart at møde dig vampyren zoey" sagde han til hende med smilende stemme den virkede blid og tryk men dog kunne man ikke se hans ansigt for den uhyggelige maske han havde på.

Zoey smilte og kiggede på ham. "må jeg sætte mig?" spurgte hun og gjorde tegn mod den bænk han sad på. Hun kunne godt blive stående men hun havde for vane bare at være lidt menneskelig. "Har du altid den maske på?" spurgte hun og smilte let.

"ja ja bare sæt dig" sagde han imens han gjorde tegn til at hun måtte godt sætte sig "ja jeg har maske på for det meste det skræmmer dem der vil dræbe mig væk" sagde han imens han kiggede på hende han havde været blevet jagtet af mange men han havde ikke flygtet han var ikke bange for døden og slet ikke nogle dusør jægere som tror de er noget.

Zoey satte sig hurtigt ned og løftede øjenbrynet. "Altså jeg er jo ikke skræmt væk" sagde hun og smilte drillende. "Så altså hvis jeg ikke er blevet skræmt væk. Hvor skræmmende kan du så være?" sagde hun og hendes stemme var lettere drillende. Zoey havde ingen problemmer med dem der gerne ville dræbe hende. For det endte tit med hun løb fra dem..

"spørg nogle af dem der ligger på den lukkede de er nogle af dem der har prøvet at dræbe mig som jeg havde skræmt lidt for meget" sagde han til hende han kunne nemlig være meget uhyggelig nogle gange når han brugte sine kræfter rigtigt.

Hun grinte mutert og nikkede. "Men så gætter jeg på at du slet ikke vil skræmme mig væk" sagde hun med en munter tone. Et smil løb over hendes læber og hun nikkede igen. "faktisk da jeg var på den lukkede var der en der hev fat i mig, og råbte noget om en sort skygge" sagde hun tænktsomt og kiggede på ham..

"hmm ved du hvad han hedder?" spurgte han da han hørte fra hende at hun havde mødt en der sagde at hun skulle passe på den mørke skygge.

Zoey bed sig i læben og prøvede at huske det... Hun rystede på hovedet, "jeg kan ikke huske det" sagde hun skuffet og sukkede. Hun havde ellers en fantastisk hukommelse og hadede at glemme noget. Måske fik hun aldrig mandens navn..

"det gør ikke noget men jeg tror han mente mig fordi jeg ofte bliver kaldt skyggen og hvis du så hvordan jeg kæmper så ville du vide det" sagde han til hende han blev nemlig ofte kaldt skyggen fordi hans evne var at kunne styre skygger som at gøre det til våben og andre ting og han kunne ofte selv blive til en skygge og forsvinde "men jeg tænkte på at du vil nok se mit ansigt har jeg ret?" spurgte han hende fordi han kunne godt mærke at det var ved at blive lidt underligt da hun ikke havde set hvordan han så ud

Zoey rystede på hovedet. "Jo det gør noget" sagde hun og smilte let, "Det er ydmygende at jeg ikke kan huske det. Jeg har en mega god hukommelse" tilføjede hun og sukkede. Hun hadede virkelig ikke at kunne huske noget. Engang hvor hun havde slået hovedet havde hun glemt alle sine minder. Men da hun blev vampyr var de vendt tilbage. Hun smilte da han snakkede, og nikkede. "Jo det er lidt mærkeligt at snakke til en maskeret mand" sagde hun og smitle let

"ja så jeg vil tage masken af" sagde han og fjernede masken og fremviste et flot ansigt huden var bleg men ren fordi der ikke var nogle sår og hans grønne øjne lyste ikke mere men de var meget grønne.

Zoey gjorde store øjne. Det var meget, meget anderledes at se ham uden maske. "Du burde tage den af noget oftere" sagde hun og smilte. Det var så anderledes at se ham uden maske at hun blev helt ør i hovedet.

"tak det tager jeg som en god ting" sagde han smilende til hende det var ikke ofte at han tog sin maske af og det var længe siden han sidst gjorde det.

Zoey grinte let og nikkede. "Ja det er klart en god ting" sagde hun og smilte. Hun havde aldrig mødt en som sakref morladin. Han var noget helt for sig selv. Hun smilte igen let og nikkede for sig selv.

han grinte let med hende han var glad for at være i hende's selvskab. "vil du måske med hjem til mig" spurgte han hende da han synes det var ved at blive lidt små koldt derude og han kunne godt lide sit hjem.

Zoey kiggede på ham og nikkede. "Ja det vil jeg da meget gerne" sagde hun og smilte. Faktisk var det også ved at blive lidt koldt. Hun frøs selfølgelig ikke, men altså det gjorde han måske..

han rejste sig op og rakte sin ene hånd hen til hende for så han kunne vise hvor han boede han boede ikke langt derfra han boede inde i skoven i sin kæmpe borg.

Zoey smilte og rejste sig og tog hans hånd. "Nårh hvor bor du så lige henne?" spurgte hun nysgerrigt. Hun boede selv inde i det fine kvater, men hun ville hellere end gerne bo her. Hun hadede at bo inde i det fine kvater, hvor hun altid skulle hvise bor skik.

"jeg bor ind i skoven i mit hjem der har været i min familie i generationer" sagde han smilende til hende og begyndte at gå hen imod skoven.