Afdøde Forældre

Sted: Kirkegården
Omgi: Ikke en levende sjæl
Tid: Midt på aften
Vejr: Koldt, og ingen sol på himlen.


Samantha kig ind i den tårer vækkende kirkegård. En fin rød blomsterbuket sad i hendes favn, Røde som blod, stangen så grøn som blade. Hendes brune hår bulede hår sad ned af ryggen. De klare brune øjne kiggede omkring. Men inderst vidste Samantha lige nøjagtig hvor hun skulle gå. Hendes forældres gravested. Lige ved siden af hinanden. Små tårer svækkede sig da hun nåede til stedet "Mor, Far. " Hun kæmpede for at lade vær med at brase sammen i gråd over den fine og pyntede gravsten. Hendes klare øjne var våde, synet slørede sig. Hun vidste ikke hvad hun skulle gøre "Mig, Sam, & Sandra klare os godt" lovede hun lavt, stemmen blev lavere og lavere trods hendes tårer. Hun kunne ikke holde det inde længere, hun begyndte at græde over stenen. hun satte bukketen på graven og lod sig side ved gravpladsen.

En høj pige stod lidt derfra og kiggede på mens pigen begyndte at græde. Hun kunne lugte at hun var elver, men hun var sikker på at hun ikke ville angribe hende. Hun havde næsten lige spist og hun slikkede sig om munden ved tanken.. Pigen hed Zoey. Zoey lyse hår hang som sædvanligt bare ned af ryggen. Hun var iført sorte gemacher, og en gul kjole med stropper. Zoey frøs ikke. Det gjorde hun aldrig om natten eller om dagen. Hun foretrak faktisk at være ude om natten. Hendes race blev ligesom også kaldt nattens børn.

Sam mærkede et blik bag sig. Hun tørrede tårerne i sit ærme og kiggede bag ud. Hun sank en klump. Alt omkring var stille, De eneste små lyde man kunne høre var: Bladenes raslen, Vejrtrækninger, og varulvenes hyl. Sam trådte et skridt frem mod pigen. Det lyse hår virkede bekendt. Hendes hår begyndte at flavre pga. vinden. Sam "Scannede" pigen igennem, og kunne føle at det var en vampyr. Hun gjorder parat til at trække sin buge og pile frem, men undlod tanken og trådte tættere på.

Zoey løftede afventende øjenbrynet da pigen trådte tættere på. Hun gennemsøgte hurtigt hende sind og fandt hendes navn. "goddag samatha" sagde hun med en rolig og fattet stemme. Hun vidste at pigen lige nu overvejede om hun skulle tage sin bue eller ej. "en pil vil ikke kunne deæbe mig" sagde hun og smilte let. "kun en træ pind vil kunne gøre det og det ved du" sagde hun og smilte. "er det gjorde du måske ikke..." tilføjede hun hurtigt

"Min far har aldrig lært mig det. Han døde en tidlig død sammen med min mor." Sagde Sam koldt og hårdt. Hun trådte et skrift tilbage for at 'beskytte' sine forældres grav. Den duggede rose lyste i måneskinnet. Sam smil havde ikke trådt frem endnu, og det gør den stadig ikke. Et hårdt og koldt ansigt stod til ansigt med hende. Sam var ikke bange, hun vidste at vampyren kunne dræbe hende med et enkelt bid, Men stadig ikke bange. Hun havde magi og buen og pillen på sin side, og hvad havde hun? Kun nogle nytteløse hugtænder.

Zoey smilte let og bed sig hurtigt i læben. Hun vidste godt at pigen ikke var bange og det morede hende lidt. For det burde hun være. "lige gyldigt hvad kan du aldrig slå mig ihjel med din bue og pill" sagde hun og hendes tone var klart glad. Den fortalte tydeligt at hun morede sig. "medmindre du laver det om til en træ pæl" sagde hun og grinte muntert. Hun morede sig klart. "og det er lidt usandsyndligt" tilføjede hun med et stort smil

"Styrke er kløgtigt, Men hvordan man bruger det afhænger det af" Snerrede Sam. "Ecoptus" (Udtales:Ækoptus) Zoey røg et stykke tilbage. Intet kunne få denne her besværgelser til at stoppe. Kun hvis man var en fuldblods heks. Samantha følte sig ikke dum eller stupid som hun virkelig burde gøre. Hun kunne sin håndmagi godt. Det lærte hun allerede som 2 årig. "Hold dig væk fra mine forældres grav" Snerrede hun koldt.

Zoet som blev skubbet let tilbage smilede bare endnu mere. "ikke dårligt" sagde hun og smilte. "men jeg tror ikke du er i stand til at true nogen" sagde hun, og så var hun væk. To sekunder efter stod hun lige bag samatha. "jeg kunne rive dine forældres grav op. Spise deres resterende rester, uden at det ville røre mig" hviskede hun ind i samanthas øre. Inden hun stilte sig oven på deren grav og hoppede hurtigt på den. Derefter var hun væk og dukkede op der var hun havde startet med at stå.

Rasen skruede sig op i Samantha "Gå væk din forbandede toker!" Rasede hun og skubbede hende hysterisk væk fra deres grav. Toker var et andet ord får: Idiot, Tumbe, Klovn og mange flere ord i den stil, som elver tit brugte for at udtrykke deres vrede. Hun spekulerede næppe over hvad den forbandede toker ville gøre nu.

Zoey kiggede på hende. Der var intet smil at spore på hende ansigt kun ren raseri. Hun løb igen og stod 1 sekund efter lige bag samantha. Hun tog fat om hende hals og hviskede: "hvis du nogensinde bruger hånd magi mod mig, elelr kalder mig et eller andet. Kommer dine forældre ikke til at hvile i frem". Zoey var rasende hun skulle ikke bedømme hende bare fordi hun ikke kendte hende. Hun gav slip på hendes hals, og gik med rolige skridt over i skyggen igen.

Sam tog lange, forpustede, og dybe vejrtrækninger. Hendes skilt hvor der stod Chefredaktør hang lidt. "Hold dig fra mine forældres grav, og jeg stopper!" Snerrede hun vredt. Et "diasshow" viste sig i Sams hoved men minder fra fortiden. Tårerne gled langsomt ned fra de blege kinder. Hun ønskede at ulykken aldrig var sket, så var hun ikke så hård, og tilbageholdne som hun var nu. Tårerne stoppede langsomt lidt efter lidt.

Zoey sukkede og trådte ud fra sin skygge. "Undskyld" sukkede hun, og de tog alt hende kraft at sige det. "Jeg har også mistet mine forældre" sagde hun og irritationen var tilbage i hendes stemme. Men alt morskab var væk. "Jeg har også mistet alle dem jeg holdt af" sagde hun og rystede på hovedet. Hun gjorde alt for at lukke samantha tanker ude af hovedet men det kunne hun ikke. Billede fra hendes fortid kom væltende.