En dejlig formiddag-Cather

Tid: 10:00
Sted: Rosalusita engen
Vejr: overskyet, men dejlig varmt
Omgivelser: ingen ud over nogen få dyr
Påklædning: Sorte trekvart gemacher, og en lilla kjole med stropper.
Årstid: Sommer
Dato: Lørdag den 19 juni.

Vejret var dejlig lunt, og de fleste i byen var taget ud og shoppe, nogen var taget i skoven. Men kun 1 havde tænkt på at tage ud ud til engen. Engen var smuk som sædvanligt. Der løb et par kaniner rundt omkring, og en ræv luskede rundt i udkanten af engen. En pige på omkring 17 år lå fladt på maven og kiggede med sammen knebne øjne på kaninen. Hendes øjne var blå, med et let rødt skær. Hun havde lige nu et jagt instink hængende over hovedet, og gjorde alt for at bekæmpe det. Da kaninen begyndte at hoppe væk, og hun skulle til at rejse sig. Stoppede hun op mit i en bevægelse og sukkede. Hun skulle ikke jage nu, og slet ikke en kanin. Hun åbnede øjnene og kiggede bekymret op på himlen. Hun håbede inderligt at solen ikke besluttede sig for at komme frem, for så måtte hun tage tilbag til sin lejlighed.

En ulv lå i udkanten af engen, den var stor og sort. Den havde bare lagt sig der, da den ikke ville løb tilbage til skoven eller byen. Man kan vist godt kalde det for dovenskab eller lignede. Men den her ulv var ikke normal, den var større også var det ikke nogle rigtig ulv. Men en varulv. Den havde lukket øjnene. Den snusede let til luften. Men det samme åbnede den øjnene og løftede hovedet op. Den kunne lugte en vampyr. Den vippede med ørene. Ulven var nu pigen Cather. For tiden ville hun sikkert ikke havde halt noget i mod vampyr. Hun kendte til en del vampyr historie, og hun havde endda kunne li dem. Det kunne hun stadig, men hun kunne ikke li vampyrerne mere. Hun sukkede stille og kiggede over engen, før hun fik øje på en pige. Cather knurrede stille, det var bare noget hun gjorde når hun mødt en vampyr. Men hun skulle jo også være tro mod varulve, når hun nu var alfa.

Pigen vendte sig om mod ulven. Hun havde med det samme lugtet den, og hørt den. Hun havde virkelig aldrig brudt sig om varulve. Hunde, køtere, hvalpe. Ja de kunne allesammen bruges og hun kunne skam blive ved. Vampyren var pigen ved navn Zoey. Hun kiggede irriteret på ulven, og kneb øjnene sammen. Hun ville virkelig ikke skade hende, eller ham. Men da hun var sulten skulle der meget til for at hun ikke blev vred. Zoey tog roligt en dyb indåning og sukkede. Hun himlede øjne og kiggede ulven i øjnene. "har du et problem" spurgte hhun små irriteret...

Cather kiggede bare på vampyren. Hun knurrede let af den, hun vidste ikke helt om hun skulle gøre noget eller bare lade værre. Hun var meget mere til bate at lade værre med at gøre noget. Hun gav ikke rigtig at blive sur på en vampyr lige nu. Hun slappede jo af! Hun rystede stille på hovedet af vampyren. Hun lagde hovedet ned på sine forpoter igen, men hun holdte dog stadig øje på vampyr. Hun havde ingen planer om at slippe vampyren af syne. Det var jo hende job at beskytte menneskerne mod vampyre. Selvom hun ikke gad det lige nu. Hun var noget dovn her. Hun knurrede bare stille, da vampyren sagde noget.

//Skal logge xD

Zoey nikkede tilfreds da alfa ulven knurrede. Hendes smil blev hånligt og hun nikkede igen tilfreds. Hun gad ikke komme op og toppes med en alfa ulv. Ikke fordi hun var bange for hende eller noget i den stil. Men hun havde for en gangs skyld ikke lsy til at toppes med nogen. Desværre havde hendes had til varulve en anden mening i den sag. Hun sukkede og vendte sig på hælen væk fra alfa ulven, og gik lidt væk derfra. Hun smilte og vidste ikke rigtigt om hun skulle sige noget til alfa ulven eller om hun bare skulle lade hende værre.

Cather fulget vampyren med øjnene, hun havde ingen planer om at lade vampyren ude af syne. Ikke fordi at det var mega sjovt at lægge og glo på en vampyr. Hun hadede tanken om at hun engang kunne li dem. Men hun var jo nød til at vøre sød, lidt. Hun kunne jo ikke abre dræbe den nu? Det ville være alt for forkert. Den havde jo ikke gjort noget. Endnu. Men Cather ventede du hellere ikke at den gjorde noget som den ikke skulle. Hun rejste sig, da vampyr trak sig lidt væk. Hun vippede let med ørene mod den. Hun knurrede let.

Zoey vendte sig om og sendte varulven et hånligt smil. "flot knurren kan du andet?" spurgte hun hånligt. Hun ville på ingen måde skade denne her ulv da hun ikke kendte hende eller havde noget som helst forhold til hende. Men bare det at hun var en varulv fik afskyen til at vende sig i hende. Det var kun hende selv der vidste hvorfor hun afskuede varulve, og hun havde ikke tænkt sig at fortælle nogen det..

Cather kiggede på vampyren. Hun himlede med øjnene. Selvfølgelig kunne hun noget andet, men hvad var ikke godt at vide. Hun svang let med halen og knurrede stille af vampyren. Hun vippede let med ørene, hun kunne ikke rigtig komme i tanke om hvorfor hun knurre? Det var ingen grund, udover at varulv og vampyrer var skabt til at hade hinanden. Cather ville nu ikke rigtig hade nogen, som ikke havde gjort hende eller hendes familie noget. Men hun vidste dog ikke om det var en vampyr som var skyld i hendes far død, for mange år siden. Hun ville hellere aldrig komme til at vide det, det var for sent gå længere ned i det

Zoey kiggede hurtigt med et let nervøst blik op i himlen, hvor skuerne heldigvis stadig trak sammen. Hendes fornemmelse sagde hende at det snart begyndte at regne. Men hvem ved? Zoey satte sig ned så hun kiggede direkte på ulven. Afsyen i Zoeys øjne var ikke til at tage fejl af. Hun var en af de vampyrer der hadede varulve. Faktisk var afskyen ikke bare til en varulv men hele den race. Hvorfor havde hun aldrig fortalt til nogen hun hun fortalte det ihvertfald ikke til en varulv...

Cather stod i sine tanker. Hun tænkte på sin far, hvad havde dræbte ham? Det vidste hun ikke nu, og ville ikke hellere ikke komme til at vide. Hun kiggede stadig på vampyren. Hendes blik var fast og bestem, som en rigtig alfa. Cather vidste ikke rigtig noget som sin far, og kunne nu hellere ikke rigitg husk ham. Hun havde kun været 6 år, da han døde. Hun rystede stille på hovedet og satte sig ned. HUn kiggede bare videre på vampyren, Cather kunne regne ud af vampyr ikke kunne li varulve, det stod klart i hende øjne. Men Cather var nu ligeglad med det.

Mens Zoey kiggede på hende læste hun hendes tanker. "det er jeg altså ked af" sagde hun, og en rigtig melidenhed i hendes stemme var kommet frem, og hun forbandede den med det samme. Men hun kunne ikke lade vær. Hvad nu hvis en vampyr faktisk havde dræbt hendes far, så havde hun faktisk den samme grund til at hade hendes slags som hun havde til at hade ulvens slags. Hendes lille bror var blevet dræbt af en ulv.

Cather vippede let med ørene, da vampyren sagde noget. Mne et gik det op for Cather at blodsugeren kunne læse tanker. Cather var ikke helt så vild med dét. Hun knurrede stille, hun kunne ikke rigtig lave en hård knurren. Hun kigggede ind i hendes øjnene. *Ud af mit hoved!* tænkte hun hårdt, noget alfa undertone, var i hendes tanker. HUn rystede stille på hovedet, hun skulle ikke ha nogen blodsuger ind i hendes hoved, ikke nu.. Og ikke om 10 år. Aldrig. Hun satte sig ned, og slog hårdt ned i jorden med sin hale.

Alt mellidenhed var forsvundet fra hendes stemme, "Du tror måske at sådan en hvalp som dig kan tvinge mig ud af dit hovedet?" sagde hun og hendes stemme var kold og irriteret. Det var nu ike hendes mening at være ond eller kold, men den måde hun prøvede at skubbe hende ud på med sin alfa klang var mega provokerende. "Din lille alfa klang virker ikke på mig" sagde hun og løftede øjenbyrnet. "Det regnede du med ikek?" sagde hun nu hånligt